Edderfuglen

Edderfuglen

Edderfuglen i Norden boer
Den fostredes op ved den sorte Fjord
Den plukker af Brystet de bløde Duun
Og bygger en Rede saa varm og luun

Der vil den ruge sin Yngel ud
Mens Stranden smiler i Sommerskrud
Men kystens Fisker er grum i Sind
Han lister sig tyst under Skjæret ind

Forvist er han Fuglen en kostbar Gjæst
Han plyndrer dens Rede til sidste Rest
Før han forlader det nøgne Skjær
Han bringer til Snekken den sidste Fjær

Men Edderfuglen har i sin Barm
En Kjærlighedsfunke mild og varm
Den plukker af Brystet de bløde Duun
Og bygger sig atter en Rede luun

Og plyndres og denne, saa bygger den dog
Sin Rede paany i en lønlig Krog
Den plukker af Brystet den sidste Fjær
Den veed ei, at Fiskeren alt er nær

Dog hvis han røver dens sidste Skat
Da føler sig Fuglen af Haabet forladt
Da eier den kun et blødende Bryst
Da sygner den hen paa den øde Kyst

Saa rig er ikke Menneskets Barm
Det bygger sig og en Rede varm
Det dækker den til og smykker dens Bund
Med Blomster fra Sjælens inderste Grund

Men røves kun eengang dets lønlige Skat
Saa hylles dets Sjæl i en evig Nat
Da sygner dets Kraft og dets freidige Lyst
Da eier det kun et blødende Bryst