Liden Kirsten

Liden Kirsten, liden Kirsten
Træd dansen for mig
En silkesærk fin, den giver jeg dig
Liden Kirsten, liden Kirsten
Træd dansen for mig
En sølvslagen kniv, den giver jeg dig
For jeg tænkte, at ingen skul' kende mig
Og jeg vender mig om
For jeg tænkte, at ingen skul' kende mig

Liden Kirsten, liden Kirsten
Træd dansen for mig
Min ære og min tro, dem giver jeg dig
For jeg tænkte, at ingеn skul' kende mig
Liden Kirstеn, hun trådte udi dansen så let
Hun vendte sig om femten riddere så skønne
Dem dansed' hun træt
Liden Kirsten hun trådte udi dansen så hård
Og vendte sig om
Til blodet over de silkesko står
For jeg tænkte, at ingen skul' kende mig
De lagde over hende det skarlagen skind
Så fulgte de hende i stenstuen ind
De bredte for hende en kappe så blå
Der fødte Liden Kirsten to sønner så små
Kongen, han hanger for sengen at stå
"Sig mig, hvem er fader til drengene små?"

"De var otte, de var otte
Som i bur mit brød ind
Kun en af dem var det som tog æren min
Men jeg så ej andet i den mørkeste nat
End en skarlagensskjorte og
En bredskygget hat
For jeg tænkte, at ingen skul' kende mig"

"Liden Kirsten, Liden Kirsten
Fortæl mig så god:
Hvad gav han dig så for din ære og din tro?"

"For æren gav han til mig
En silkesærk så fin
Den sled jeg med stor angst i smerten min
Han skænked' mig også en sølverslagen kniv
Jeg vil' ønske den sad ham i hans unge liv"

Liden Kirsten, liden Kirsten
Træd dansen for mig jeg vender mig om
For jeg tænkte, at ingen skul' kende mig
Liden Kirsten, liden Kirsten
Træd dansen for mig jeg vender mig om
For jeg tænkte, at ingen skul' kende mig
"Liden Kirsten, liden Kirsten
Forband ham ej så
For selv er jeg fader til sønnerne små
For jeg tænkte ingen skul' kende mig"

Liden Kirsten, liden Kirsten
Han tog i sin favn
Og skænked' hend' kronen og dronningenavn
For jeg tænkte ingen skul' kende mig